Diagnoser

En psykiatrisk diagnose er en inddeling af en gruppe symptomer, som oftest optræder sammen. En diagnose er derfor ikke noget, som man er, men det er en betegnelse for den sygdom, som man har.

Der findes lige så mange spiseforstyrrelsessymptomer, som der findes patienter. Ingen spiseforstyrrelser er ens, men i den medicinske verden anvendes diagnoser blandt andet for at sikre vores patientrettigheder og et fælles sprog.

At få en diagnose

Det er meget forskelligt, hvordan vi mennesker har det med at få en diagnose. For nogle kan diagnosen opleves som dækkende for ens symptomer, mens den hos andre kan virke mangelfuld. For nogle er det en befrielse at få en overskrift på sine symptomer, mens det for andre kan føles som en stempling.

Minimum 1/3 af alle, der henvender sig med en spiseforstyrrelse, opfylder ikke kriterierne for enten anoreksi eller bulimi. De tilhører i stedet den kategori, som kaldes atypiske spiseforstyrrelser. Det kan være en person, som er undervægtig og udviser anorektisk adfærd, men som også har overspisninger efterfulgt af opkast. Selvom man har en atypisk spiseforstyrrelse, så betyder det ikke, at man er mindre plaget af sine lidelser.

Det officielle danske diagnosesystem hedder ICD-10, som står for International Classification of Diseases. Det er udarbejdet af verdenssundhedsorganisationen WHO, og bliver løbende opdateret. I forskningen anvendes typisk den amerikanske psykiatrisammenslutnings Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM). Begge diagnosesystemer lægger ved diagnosticeringen af en spiseforstyrrelse vægt på den overdrevne følelsesmæssige og tankemæssige optagethed af kroppen.

De nøjagtige diagnosekriterier for spiseforstyrrelser i henhold til både ICD-10 og DSM-IV præsenteres her.

Anorexia Nervosa

A. Modstand mod at opretholde en normal vægt. Vægten holdes 15 % under normalvægten i forhold til personens alder og højde.

B. Stor frygt for fedme eller vægtforøgelse, selvom personen er undervægtig.

C. Forstyrret opfattelse af kroppens størrelse og form. Personen benægter, at vægttab er alvorligt, eller at han/hun i høj grad forbinder selvværd med vægt og udseende.

D. Fravær af menstruation hos piger og kvinder.

Ikke-bulimisk (restriktiv) type: Den person, som har anorexia nervosa, har ikke gentagne episoder med overspisning.

Bulimisk type: Gentagne episoder med overspisning.

Anoreksi begrænser mængde og fødevareindtag. De fleste mennesker, som har anoreksi, beholder deres mad i sig, mens nogle kaster op, hvis de oplever at have spist for meget. Nogle personer med anoreksi har også episoder med overspisning, hvor de mister kontrollen med deres indtag. Mange overdriver mængden af motion og træning for at forbrænde kalorier.

De fleste mennesker med anoreksi sulter sig i begyndelsen for at tabe sig, men mange finder ud af, at de ikke er i stand til at styre det, og føler sig fanget i selve situationen, hvorefter de begynder at spise mindre og mindre. De mister kontrollen, og et forvrænget kropsbillede kan forekomme.

Personer med anoreksi tænker næsten hele tiden på mad og kalorier. Sult er ganske enkelt et farligt forsøg på at undertrykke, at de har menneskelige behov.

De fleste udvikler anoreksi i teenageårene, men nogle får også lidelsen i en senere alder.


Bulimia Nervosa

Det kan blive for svært at opretholde en streng kontrol med indtaget af mad, og mange med anoreksi kan til sidst udvikle en spiseforstyrrelse som bulimi eller overspisning. Dette kan især være risikoen ved manglende behandling eller ved for ”hurtig” behandling. Her tvinges nogle til at vægtøge så hurtigt, at følelserne ikke kan følge med, og det bidrager til en oplevelse af kontroltab.

Bulimi defineres som overspisning efterfulgt af en renselse.

A. Gentagne episoder med overspisning defineres både som
  1. spisning indenfor et afgrænset tidsrum, hvor mængden af mad er større, end hvad der kan opfattes som normalt, og
  2. kontroltab over spisningen i dette afgrænsede tidsrum, hvor man føler, at man ikke kan stoppe spisningen eller regulere mængden af mad.
B. For at forhindre vægtøgning eller for at tabe sig kaster personen op, bruger afføringsmidler eller vanddrivende midler. Dette kan ske i kombination med faste/slankekur og fysisk aktivitet.
C. Selvværd er i høj grad knyttet til vægt og udseende.

En overspisning kan variere meget i tid og mængde. Det kan være alt fra 4-5 skiver knækbrød til et måltid på flere timer og med flere omgange af opkast.

Mange udvikler bulimi i slutningen af teenageårene eller i begyndelsen af tyveårsalderen, som typisk er en periode i livet med mange omvæltninger både kropsligt og socialt.

En person med bulimi spiser for at minimere sin sult, som kan være både fysisk og psykisk. Bagefter kommer renselsen, som kan føles som en stor lettelse. For mange med bulimi er overspisningen med til at muliggøre, at man kan kaste op, og det bliver dermed en vigtig grund til at overspise. For andre er opkastningerne en ydmygelse og forbundet med stor skam.   


Tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder)

Tvangsoverspisning – på engelsk Binge Eating Disorder (BED) bliver ofte omtalt som den tredje spiseforstyrrelse. Personer med tvangsoverspisning har gentagende episoder med overspisning, men hvor den ramte ikke ”renser” sig bagefter ved f.eks. at kaste op.

Overspisninger er ofte forbundet med stor skyld og skam hos den ramte, som oplever overspisningerne som et tab af kontrol over sig selv.

Tvangsoverspisningslidelsen indgår endnu ikke i det europæiske diagnosesystem ICD-10, men det er nu på vej til at ændre sig. Fra januar 2022 forventes WHO’s nye diagnosemanual ICD-11 at være implementeret i Danmark, og her bliver tvangsoverspisning endelig anerkendt som en diagnose.

Se mere om den kommende, nye sygdomsklassifikation ICD-11 her.

Til beskrivelse af symptomer på tvangsoverspisning er tab af kontrol både i følelser og adfærd helt centrale. Tegn på kontroltab kan blandt andet ses ved, at den ramte:

  • Spiser hurtigere end normalt
  • Spiser til han/hun er ubehagelig mæt
  • Spiser store mængder uden at være fysisk sulten
  • Spiser store mængder mad i løbet af dagen uden planlagte måltider
  • Spiser alene, fordi den ramte skammer sig over mængden af mad, som han/hun indtager
  • Føler skyld, skam eller bliver deprimeret efter en overspisning

Det er forskelligt, hvordan den ramtes spisemønster ser ud. Nogle med diagnosen tvangsoverspisning indtager meget mad på kort tid, mens andre småspiser lidt hele tiden. Det vil ofte være kalorierig mad, som der spises meget af. Nogle går på strenge diæter eller har fasteperioder mellem overspisningsepisoderne for at holde vægten nede. Nogle kan lykkedes med at holde en stabil vægt, mens andre kan svinge op og ned med 30-40 kilo på kort tid. Langt de fleste vil være overvægtige, og vil derfor som konsekvens af tvangsoverspisningen have øget risiko for at udvikle type 2 diabetes, hjerte-/karsygdomme, forhøjet kolesteroltal, lungeproblemer og søvnbesvær.

Lider man af tvangsoverspisning, så har man brug for hjælp og terapi. Man kan ikke bare ”tage sig sammen” til at normalisere sin spiseadfærd, da ens spisemønster handler om andet end dårlige rutiner.

Tror du, at nogle i dit netværk er ved at udvikle en spiseforstyrrelse? Vi har lavet en liste med tidlige tegn, som du med fordel kan lægge mærke til.