Pias datter har en spiseforstyrrelse: Mødet med SULT-akademiet blev en øjenåbner for os

Pias datter har en spiseforstyrrelse: Mødet med SULT-akademiet blev en øjenåbner for os

SULT-akademiet har givet familien Skipper troen på, at der findes en vej ud af en spiseforstyrrelse, men at ruten ikke er ens for alle.

15-årige Amalie Skipper ville gerne leve lidt sundere.  Det hele startede i foråret 2019. Madpakken skulle være kalorielet, og omfanget af motion skulle eskaleres. Små skridt blev til løb i den forkerte retning, og før hendes mor Pia Skipper fik set sig om, så stod hun til Amalies dimensionsfest og kiggede på en pige, der var blevet alt for tynd.

Hurtigt kom Amalie i ambulant behandling gennem det offentlige, men familien havde svært ved at forstå den tilgang, som de blev mødt af.  

“Alt handlede om mad og vægt. Første gang vi deltog i behandlingen fik vi stukket en kostplan i hånden. Nu skulle vi gå hjem og få Amalie til at spise alt på den,” siger Pia Skipper.

De følte ikke, at de som forældre blev klædt godt nok på til opgaven, og i tiden efter fulgte mange konflikter og frustrationer.  

 “Det lyder måske nemt at følge en kostplan, men jeg følte mig som den dårligste mor nogensinde, fordi jeg ikke lykkedes med at få Amalie til at følge den. Som forældre kunne vi ikke udføre opgaven på den måde, som behandlingssystemet krævede af os,” siger Pia Skipper.

Hvornår skal vi tale om mine tanker?

Det store fokus på mad og vægt var ikke kun en udfordring for forældrene. Amalie savnede, at der også blev arbejdet med hendes følelser og tanker. Hun følte, at behandlerne talte hen over hovedet på hende.

“De sagde til mig, at jeg ikke kognitivt var klar til samtaler. De snakkede mest til mine forældre, og det var krænkende for mig, når de omtalte mig i 3. person. Jeg var patienten eller hende med anoreksi,” fortæller Amalie.

Hun synes også, at de kun havde fokus på vægtøgning. Til behandlingerne skulle hendes forældre står til regnskab for, hvordan vægten havde udviklet sig, og det fik lov til at definere, hvordan hendes uge havde været i behandlernes optik.  

“Min mor og far skulle styre maden. Det hele blev deres projekt, men det er jo mig, som skal være rask. Det er inde i mit hoved, at tankerne er. Hvis jeg aldrig bliver inddraget, hvordan skal jeg så blive rask?”

Det samme billede genkender Pia Skipper, som havde svært ved at forstå, hvorfor der ikke skulle arbejdes med de ting, som fylder i Amalies hoved.

“Vi var så splittede mellem vores egen mavefornemmelse, og hvad personalet fortalte os. I starten føler man sig meget fortabt i den her sygdom, og så gør man bare alt, hvad man får besked på.”

Seminaret var en øjenåbner

Tidligt i forløbet fik Amalies forældre kontakt til SULT-akademiet. Her blev de opfordret til alle tre at deltage i et fagligt seminar med Bente Sommerfeldt og Finn Skårderud fra Villa SULT.

De mange oplæg fra underviserne gjorde stort indtryk på dem alle, og da de sad i bilen på vej hjem, var der mange ting, som faldt på plads for Amalie.

“Det var rart at høre nogen sige højt, at der også er en person inde bag en spiseforstyrrelse, og at mine forældre også blev mindet om det.”

Hos SULT-akademiet mødte familien pludselig fagfolk og frivillige, som havde en anden tilgang. Her blev Amalie set som mere end en anoreksidiagnose, og det var nyt for hende.

“Hidtil havde vi svært ved at forstå, hvorfor der ikke var mere fokus på Amalies person, tanker og følelser. Derfor følte vi os endelig hørt og forstået, da Finn Skårderud understregede, at uanset hvor lav ens vægt er, så kan man altid have gavn af terapi i de rette mængder,” siger Pia Skipper.

Det var befriende for familien at møde eksperter, som opfordrede dem til at holde fast i meget af det liv, som Amalie tidligere havde haft.

“Vi tog især med os, at vi godt må komme ud og lave andre ting med Amalie, end kun at sidde hjemme med hende. Amalie har altid været et meget aktivt menneske, og derfor har det været svært for hende, at vi intet måtte lave,” siger Pia Skipper og fortsætter:

“Og så tog vi med os, at vi skal huske at slippe konflikterne. Man skal passe på, at de ikke kommer til at overskygge alt det, som man ellers har. Vi tager uenighederne efter maden, for måltiderne skal gerne være hyggelige for alle.”

Ingen spiseforstyrrelser er ens

Få uger efter seminaret trådte Pia Skipper og hendes mand ind ad døren til SULT-akademiets workshop for pårørende. Foran dem lå et forløb med tre mødegange, hvor de skulle arbejde med emner som pårørenderoller, tro, håb og motivation.

“Workshoppen gav os som pårørende en god baggrundsviden. Vi blev tvunget til at tænke selv og blev mere bevidste om, hvordan vi reagerer i forskelle situationer. Det satte mange tanker i gang,” fortæller Pia Skipper.

Pårørendeaktivist og daglig leder i SULT-akademiet Dorte Nielsen underviser på workshopforløbet for pårørende.

På workshoppen kunne familien Skipper dele mange af deres tanker og bekymringer med de andre pårørende, og det blev klart for dem, at de ikke er alene.  

“Det var rart, at vi indbyrdes kunne sidde og snakke om det, der er svært. Vi oplevede, at det var et fortroligt og trygt rum at være i, og det blev det klart for os, at vi jo ikke er de eneste, som oplever udfordringer i behandlingssystemet.”  

Pia Skipper og hendes mand har aldrig deltaget i en pårørendegruppe før, men at lytte til de andres personlige fortællinger gjorde dem opmærksomme på, at ingen af de ramte er ens.  

“Selvom vores pigers diagnoser er de samme, så er ingen af dem ens. Derfor skal de heller ikke behandles ens. Workshoppen gav mig derfor en tryghed til at sige, at det er okay, hvis vi tager de elementer af behandlingen, som vi kan bruge – og som giver mening for os.”

Tidligere ramte gav indsigt og håb

Ingen kan sætte sig bedre end i en spiseforstyrrelse end de personer, som har oplevet sygdommen på egen krop og i eget sind.

Derfor er oplæg fra tidligere ramte et vigtigt element på SULT-akademiets workshops, og det er Pia Skipper meget taknemmelig for.

“Vi kunne stille de unge piger nogle af de spørgsmål, som er vanskeligt at stille sit eget barn. En spiseforstyrrelse er jo svær at forstå, men her mødte vi nogle, som har været der selv, og som beviste for os, at der findes en vej ud. Det ville jeg ikke have været foruden,” siger Pia Skipper.

For datteren Amalie har de personlige fortællinger også haft betydning, fordi hendes forældre har kunne bruge dem som et redskab til at spørge ind til Amalies tanker.

“Når man selv står i en spiseforstyrrelse, så kan det være svært at sætte ord på sine følelser. Efter workshoppen har mine forældre gengivet nogle af de fortællinger, som de har fået, og så har det været nemmere for mig at sige, om det er noget, som jeg kan genkende hos mig selv eller ej. På den måde er jeg også selv blevet klogere,” siger Amalie.

Generelt har forældrenes deltagelse i en pårørendegruppe haft stor betydning for Amalie, som har rykket sig meget, siden familien fik kontakt til SULT-akademiet.  

“Jeg oplever, at mine forældre er blevet bekræftet i, at vi godt kan gøre tingene på vores egen måde. De er også blevet mindet om, at de skal huske mig i alt det her,” siger Amalie.

At blive mødt, hørt og forstået

Sideløbende med workshoppen har Amalie og hendes forældre benyttet sig af muligheden for at få personlige rådgivningssamtaler med en SULT-mentor.

“Her blev Amalie lyttet til, og hun spurgte, hvordan Amalie havde det. Det var der ikke andre, som gjorde på det tidspunkt. Som fagperson kunne hun sætte ord på nogle af Amalies følelser,” fortæller Pia Skipper.

For Amalie har de personlige samtaler også haft stor betydning. Her har der været mindre fokus på mad og vægt og mere fokus på Amalies sociale liv og trivsel.  

“Til samtalerne har SULT-mentoren været god til at få mig til at snakke om, hvad jeg føler. Hun kender meget til spiseforstyrrelser, og jeg har følt mig forstået,” siger Amalie.

For Amalie og hendes familie er der sket meget siden deres første møde med SULT-akademiet. Der er kommet mere ro på hverdagen, og familien stoler mere på, at de træffer de beslutninger, som er rigtige for dem og Amalie.

“Vi har fået en mere normal hverdag. Der er kommet mere frihed for Amalie, og vi skal ikke holde øje med alting. Hun er glad og tager selv initiativ til mange flere til. Der er meget mere overskud,” afslutter Pia Skipper med et smil.