Tidlige tegn

Tror du, at en person i dit netværk har en spiseforstyrrelse? Læg mærke til de tidlige tegn.

Vi ved, at en tidlig indsats mod spiseforstyrrelser er vigtig, men det kan være svært at spotte, hvornår du selv eller en i netværket er på vej til at udvikle en spiseforstyrrelse. Sygdomsadfærden er ofte noget, som den pågældende vil forsøge at skjule, men der er en række tidlige tegn, som man kan holde øje med.

Det er ikke meningen, at vi skal gå rundt og mistænkeliggøre hinanden, men har man en nervøsitet omkring sit barn eller en af sine nærmeste, så er det vigtigt, at man som pårørende har kanaler til viden, som man kan række ud efter.

Man må forvente, at den ramte oplever stor ambivalens, og at en mistanke om spiseforstyrrelse vil blive mødt med benægtelse hos den, der ejer lidelsen. Vi skal dog huske på, at det ofte vil føles værre at blive overset end konfronteret.

Ingen spiseforstyrrelser er ens, så læs tegnene med måde. Du skal være opmærksom på, at symptomerne også kan ses ved andre lidelser, og derfor ikke i sig selv betyder, at man lider af en spiseforstyrrelse.

Fysiske tegn på en spiseforstyrrelse

  • Vægttab
  • Vægtsvingninger
  • Manglende eller uregelmæssig menstruation
  • Svimmelhed eller besvimelser
  • Træthed
  • Mavesmerter eller mæthedsfølelse ved indtag af selv små mængder mad
  • Forstoppelse
  • Lav kropstemperatur og at fryse
  • Dårlig blodcirkulation, kold på hænder og fødder
  • Blålig farve på hænder og fødder
  • Sår har svært ved at hele
  • Fine, dunede hår (lanugo-hår) dukker op på kroppen og i ansigtet
  • Taber kønshårene og hår under armene
  • Håret på hovedet bliver fladt og livløst
  • Hovedpine og muskelsmerter
  • Tegn på hyppig opkastning (hævede kinder og kæber eller tandskader og dårlig ånde)

Adfærdsmæssige tegn på en spiseforstyrrelse

  • Overdreven fysisk aktivitet og motion
  • Samler information om diæter og slankekure på nettet, i bøger og magasiner
  • Misbrug af afføringsmidler
  • Bruger stort tøj for at dække over sin krop
  • Søvnvanskeligheder
  • Nedsat hukommelse  
  • Mere irritabel
  • Udvikler rigide og daglige rutiner
  • Ekstra ivrig efter at være hjælpsom – ofte for at kompensere for en indre skyldfølelse
  • Meget optaget af sult i den tredje verden
  • Insisterer på, at han/hun er fed
  • Ekstrem frygt for vægtøgning

Tegn ved kost og måltider

  • Læser mange opskrifter og kogebøger
  • Bliver pludselig kræsen med maden – ”jeg tåler ikke….”
  • Spiser mindre
  • Vil helst spise alene
  • Laver mad til andre, men ikke til sig selv
  • Vælger næsten udelukkende lightprodukter eller mad med få kalorier
  • Irritabel og stresset ved måltiderne
  • Ændret adfærd i forbindelse med indtagelse af maden. F.eks. at skære maden ud i mange små bider eller at flytte rundt med maden på tallerkenen
  • At gemme maden i servietter, lommer, munden ol.
  • Forlader bordet under måltidet eller lige bagefter
  • Overspisninger
  • Spiser i skjul
  • Opkast
  • Benægter at være sulten, når det er helt oplagt, at han/hun må være sulten
  • Vurderer sin egen selvfølelse ud fra, hvad han/hun har spist
  • Stress eller skyldfølelse over at have spist
  • Accepterer ikke pludselige situationer eller aftaler, som har med mad at gøre
  • Meget irritabel, hvis måltiderne ligger tidligere eller senere end normalt
  • Drikker meget vand eller light sodavand for at føle sig mæt